|
Reimer Bo er født den 02-10-2009
Reimer Bo død den 01-04-2014
Reimer er den største af kuldet, og ikke
bare på størrelsen, han er også alfa
hannen i flokken.
Han er ikke altid lige sød med de andre.
Vi måtte skille dem ad på et tidspunkt, for
Reimer jagede hele tiden
Lille Ninus.
Men da de alle var blevet kastreret så kunne
de igen bo sammen, og vi har ikke set tegn
på at der sker noget i buret. Men engang i
mellem så kan vi se at han lige skal vise
hvem som bestemmer, så bliver de lige jagtet
en tur rundt på terrassen.
Reimer ligner sin far, han er også stor
og stærk, men hvid og sort. Reimer er meget stille og rolig, har vi
ham med inde, sidder han lige så stille og
kigger rundt, ikke noget med at undersøge
tingene eller prøver at kravle væk fra os.
Han har nappet mig en eneste gang, han blev
noget irriteret på mig, og så haps, men kun
en markering, ikke et bid.
Farvel til store smukke og skønne
Reimer
Så måtte vi igen sige farvel til en af
vores dejlige ”unger”, Reimer den 1. april
2014
Da Henrik var ude og gi dem mad, kunne
han se at Reimer ikke var helt frisk, men
ikke så syg at han skulle til dyrlægen. Når
vi observerer at de opfører sig lidt
anderledes end de plejer så holder vi et
ekstra øje med dem. Men han spiste og så ok
ud.
Et par dage efter da Henrik gav dem mad,
kaldte han på mig, og jeg skyndte mig ud for
at se til Reimer, han kom ikke ud og spiste
(det plejer de alle sammen altid at gøre med
det samme). Han var kravlet ud på trappen
uden for deres soverum, og jeg nåede lige at
gribe ham da han trillede om på siden. Hans
hoved sad så underligt skævt, jeg græd og
løb ind med ham og jeg ringede til dyrlægen,
og sagde der er noget galt med Reimer, jeg
kommer med det samme, måske har han brækket
nakken eller et hold i nakke.
Jeg fik lov til at komme med ham med det
samme og kom også ind næsten da vi trådte
ind af døren. Dyrlægen undersøgte ham
rigtigt grundigt, og han var helt sikker på
at der ikke var noget galt med nakken, og
han undersøgte også ørerne og lyttede på
ham. Han kunne se at hans pupiller var
stive, og dermed sikker på at det var en
hjerneblødning stakkels lille Reimer havde
fået.
Der var desværre ikke andet at gøre end
at få ham aflivet, jeg sagde at vi
selvfølgelig ville gøre alt for at få ham
rask, men det ville ikke være det bedste for
ham at begynde at prøve på at behandle ham.
Han var så stor og flot, fører hannen over
de andre, han gjorde det på en rigtig god
måde, aldrig ondskabsfuld og altid først til
at jage uvedkommende væk fra buret.
Han havde den flotteste og den skønneste
pels. Er ikke til at forstå at sådan noget
sker lige fra den ene dag til den anden. Han
var så frisk og rask, ikke overvægtig og fik
jo al den motion de kan tænke sig.
R.I.P. store smukke og skønne Reimer.
|
